Har du, som så mange andre haveejere rigeligt med grenafklip. Så læs med hér, og få en idé til hvordan du kan bruge det.

.

Ofte forbindes køkkenhaven med et godt gennemarbejdet såbed, som er kultiveret godt og grundigt så jorden er løsnet. Har man økologiske tendenser, har man måske endda indarbejdet noget hestemøg i såbedets øverste lag. Denne type køkkenhave er vel nok den mest almindelige af slagsen.

Skulle man have lyst til at prøve noget nyt, og har man som så mange andre haveejere et overskud af grenafklip, kunne man jo evt. prøve et Hügelbed. Det gjorde jeg, og jeg har ikke fortrudt det!

Hügelbedet er noget så basalt som en grenbunke med forskellige størrelser træstykker og grenafklip. Disse træstykker og grenafklip tildækkes med jord, og tilbage står du med et højbed i 50-60 cm højde. Når først bedet er lavet, vil træet nedbrydes langsomt af svampe og bakterier som kan etablere sig pga. at træet er omsluttet af jord. Dette giver også bedene en selvkultiverende funktion i takt med at de langsomt falder sammen. Denne funktion er meget nyttig da jordstrukturen bliver løs, og der herved kan komme ilt ned til rødderne. Et andet plus ved dette er, at man også slipper for de tidlige forårsvabler, der er forbundet med en lang og inaktiv vinter, hvor det for de flestes vedkommende, ikke er spaden og kultivatoren der er blevet svunget mest!

Herudover vil varmeudviklingen der kommer som følge af nedbrydningen, være med til at varme bedet en smule op, hvilket gør det muligt at forlænge sæsonen en anelse. Vandingen af bedet vil også være minimal. Dette skyldes at træet fungerer som en svamp således at vandet bliver optaget, og herefter kan afgives igen langsomt i tørre perioder. Man kan egentlig sige at bedet passer sig selv, lige på nær lugningen! Dette giver en masse overskud til at lave andre spændende ting i sin have.

Da jeg hørte om dette vidunder af et højbed ville jeg, da jeg er ufattelig doven når det kommer til havearbejde, gerne lige se hvad det egentlig handlede om. Desuden havde jeg en mildest talt enorm bunke grenaffald liggende, som jeg aldrig rigtig var kommet af med.

Jeg besluttede mig derfor for at lave et større anlægsprojekt i min have, og byggede et hesteskoformet Hügelbed på lige omkring 15 meter. Tanken med hesteskoformen var, at midten at bedet skulle bruges til at skabe et varmt ”hjørne” i haven, hvor jeg kunne dyrke planter der oprindeligt var tiltænkt drivhusdyrkning.

Før amok-vækst:

Efter amok-vækst:

Til dette formål fandt jeg også ud af at Hügelbedets sydvendte side var særdeles velegnet til de varmekrævende grøntsager. Den sydvendte side har en ret stor hældning, og er derfor mere eksponeret for solens stråler, end den flade jord uden hældning vil være det.

I mit Hügelbed har jeg både sat enårige grøntsager, og flerårige krydderurter og bærbuske side om side. Der er også blevet plads til et par hindbærbuske på toppen. Jeg regnede egentlig ikke med at der ville ske det store i det første år, da jeg havde en idé om at bedet først lige skulle ”sætte” sig, og alt det der. Derfor blev jeg meget overrasket da det lige pludselig bare eksploderede i en kaskade af forskellige vækster. Igennem hele sæsonen var der en livlig summen af bier og andre insekter der nærmest havde indtaget mine Hügelbede, og gjort det til en biodiversitets-højborg midt i min have.

Hügelbedet er et sjovt og anderledes alternativ til den traditionelle firkantede højbedskasse. Men det er også meget mere end det. Hügelbedet kan nemlig anskues som en lille revolution, der bogstaveligtalt vokser op af jorden, af grene og jord!

I disse klimaforandringstider kan Hügelbedet også bruges til at lagre noget kulstof, og dermed noget CO2 i jorden, i stedet for at sende det ud i en i forvejen overbelastet og CO2-fyldt atmosfære. Der er naturligvis ikke tale om store og afgørende mængder CO2, men lidt har vel også ret. Selv er jeg glad for tanken om at jeg beholder mit grenafklip på min egen matrikel, og herved i mit eget lille økologiske kredsløb, samtidig med at jeg løbende får opbygget en kulstofpulje i min have.

Hvordan opbygges Hügelbedet – et eksempel

Som det ses på illustrationen nedenfor, er det relativt simpelt at lave et Hügelbed. Grav et hul i ca. 50 cm dybde. Fyldt det op med grenafklip og små blade og kviste. Læg herefter en kerne af lidt tykkere træstammer i forskellig længde og diameter. Det er ikke et must med de tykke træstammer, men det er med til at forlænge Hügelbedets levetid, og har en betydelig bedre vandholdningsevne end det tynde grenafklip. Oven på dette, lidt mere grenafklip. Til sidst tages jorden som er blevet gravet op af hullet, og lægges oven på alle grenene, så slutresultatet bliver en fin lille høj.

Sæsonen 2018: Nyt hus = nyt Hugelbed – Denne gang i drivhuset

Den ekstreme tørke har vidst nok været en udfordring for de fleste drivhusmennesker i 2018! Det blev ihvertfald året hvor jeg for første gang havde stort set alle mine chiliplanter stående udenfor drivhuset hele døgnet! Noget der ikke fik lov at stå ude, var mine tomater. Dette var selvfølgelig primært fordi de befandt sig i jorden i drivhuset..

Heldet ville dog, at jeg pga. min nysgerrighed, havde etableret ét af bedene i drivhuset som hugelbed.

Efter etablering kom de små tomatplanter i jorden, og jeg lagde halm rundt om dem for at undgå fordampning i den tidlige vækstsæson. Henover sommeren bukkede flere af mine drivhusplanter under for den ekstreme varme, men ikke mine Hugel-tomater. Derfor skal jeg helt sikkert nørde lidt mere med hugelbede i drivhuset i den kommende sæson. Her vil jeg løbende tage temperaturmålinger, og sammenligne disse med den side af drivhuset som har en almindeligt bed.

Det er bedet til højre på billedet som er hugelbedet.

Den tekniske forklaring:

Grunden til at Hugelbedet virker så godt som det gør, er blandt andet pga. produktionen af humus. Denne sker i takt med at træet i bedet nedbrydes. Humus er med til at give jorden en god krummestruktur og har desuden mange andre positive egenskaber. Træet nedbrydes primært af Svampe, da Træ indeholder lignin som er svært at nedbryde for bakterier.

Der er tale og følgende svampe: Hvidråd svampe som nedbryder lignin, og brunråd svampe som nedbryder cellulose. Svampene udskiller cellulosenedbrydende enzymer, som gør at cellulosekæderne spaltes til mindre stykker der er vandopløselige, og herefter kan optages igennem svampens cellevæg. Inde i svampen er der et enzym som spalter de sidste bindinger og frigør glukosen som svampen skal bruge for at vokse.

Slutproduktet er som sagt humus. Udover træet selv, har humus også en høj vandkapacitets pga. huminen i humus. Humin har kolloid-egenskaber, hvilket betyder at de er negativt ladet, og derfor kan fastholde positive næringssalte. Samtidig kan humin også holde på rigtig meget vand. Man kan sige at coktail-effekten af træets egen vandkapacitet og delelementerne af humusen der har de kolloide egenskaber gør, at Hugelbedet er det ultimative vedligeholdelsesfrie bed.

(efter artiklen er skrevet er jeg flyttet til et nyt sted, og måtte desværre sige farvel til mit herlige Hügelbed som er vist i starten af artiklen)